Prysmian genoptager Vineyard Wind 1 projektet i USA
Første stor-kommercielle havmøllepark i Nordamerika
Prysmian Group har modtaget en meddelelse om genoptagelse af en kontrakt på cirka 200 millioner euro til levering af et undersøisk eksportkabel til offshore vindmølleparken Vineyard Wind 1, som bliver første stor-kommercielle havmøllepark i USA med 62 møller og en samlet årlig kapacitet på 800 MW – nok til at forsyne over 400.000 boliger.
I henhold til kontrakten fra 2019, der blev tildelt af Vineyard Wind (LLC), en amerikansk offshore entreprenør ejet af fondene Copenhagen Infrastructure Partners og Avangrid Renewables (en del af Iberdrola Group), skal Prysmian Group levere et nøglefærdigt undersøisk kabelsystem, der kan transmittere vedvarende energi til fastlandsnettet. Helt specifikt er gruppen ansvarlig for design, fremstilling, installation og idriftsættelse af et HVAC bipolar 220 kV 3-faset XLPE-isoleret kabelsystem.
Projektet omfatter i alt 134 kilometer kabler, hvoraf søkablerne vil blive produceret på koncernens fabriksanlæg i Pikkala (Finland) og Arco Felice (Italien). Selve kabelinstallationen vil blive udført af gruppens kabellægningsfartøjer Cable Enterprise og Ulisse.
Levering og idriftsættelse af projektet er planlagt til 4. kvartal 2023.
Kabelforbindelsen vil også indeholde en indbygget PRY-CAM løsning med integreret temperaturovervågning (DTS) og realtime temperaturanalyse (RTTR). Data analyseres ved hjælp af kunstig intelligens (AI applikation) og løsningen rapporterer automatisk om afvigelser og fejl på forbindelsen.
"Genoptagelsen af Vineyard projektet bekræfter en acceleration for overgang til vedvarende energikilder i Nordamerika. Her sigter Prysmian mod at spille en nøglerolle i udvikling og opgradering af elnettet ved hjælp af topmoderne kableteknologier, store produktions- og installationsaktiver samt en bred tilstedeværelse i USA," forklarer Hakan Ozmen, EVP for Projects hos Prysmian Group.